Er du VEGAs nye video- og kommunikationspraktikant?
Er du VEGAs nye video- og kommunikationspraktikant?
I VEGAs kommunikationsafdeling søger vi en kreativ og idérig studerende, der har lyst til at styrke sine kompetencer inden for kommunikation og videoproduktion. Vi leder efter dig, der har solid erfaring med videoredigering og har lyst til at bruge dine evner til at skabe indhold, der formidler musikken og livet i VEGA.
Du bliver en del af afdelingens daglige arbejde med kommunikation og markedsføring, hvor du både får ansvar for egne opgaver og mulighed for at bidrage med idéer til nye formater og indhold. En væsentlig del af din praktik vil handle om at klippe video og hjælpe med at udvikle og producere videoindhold til VEGAs digitale kanaler. Du vil samtidig arbejde med flere af de øvrige kommunikationsopgaver, som får VEGA ud over scenekanten.
Du vil i løbet af praktikforløbet stifte bekendtskab med flere af følgende opgaver afhængigt af dine kompetencer og interesser:
Klipning og redigering af videoindhold til VEGAs sociale medier og øvrige digitale platforme
Idéudvikling og produktion af videoformater om musik, artister og livet i VEGA.
Produktion af pressemeddelelser, nyheder, hjemmesideindhold og artikler
Udarbejdelse og eksekvering af PR- og kommunikationsstrategier
Idéudvikling, kreative processer og projektledelse
Kommunikation med koncertgæster
Kort sagt får du mulighed for at arbejde med både videoproduktion og den brede kommunikation omkring et af Danmarks største spillesteder.
Hvad vi forventer af dig:
Du har god erfaring med videoredigering og er fortrolig med Adobe Premiere Pro eller DaVinci Resolve.
Du er studerende og vil bruge et semester af din uddannelse på et meritgivende praktikophold
Du har lyst til at arbejde med både video, sociale medier og de øvrige opgaver i en kommunikationsafdeling.
Du er idérig, har sans for visuel formidling og kan omsætte idéer til færdigt indhold.
Du skal kunne skrive grammatisk korrekt og formulere dig godt og levende
Det er en fordel, at du er interesseret i musik og har fingeren på pulsen, hvad angår livemusik og kultur
Hvad tilbyder vi dig:
Praktisk erfaring med videoproduktion og kommunikation i en levende musikorganisation.
Spændende opgaver med ansvar og mulighed for at præge VEGAs indhold.
Rig erfaring og spændende kommunikationsopgaver med masser af ansvar
Du bliver en del af et supergodt team med stor faglighed, god humor og en masse empati
En mulighed for at afprøve teori i praksis
Bonus: Mulighed for at opleve rigtig, rigtig mange koncerter
Periode:
Praktikken er ulønnet og fuld tid og strækker sig fra start februar 2027 til sommer 2027.
Har du brug at følge et fag på studiet sideløbende, finder vi ud af det.
Ansøgninger:
Spørgsmål og ansøgninger modtages på pr@vega.dk. Send din ansøgning og CV hurtigst muligt.
Samtaler afholdes løbende.
Om VEGA
VEGA er drevet af en erhvervsdrivende fond, der har et almennyttigt formål. Fonden har ingen aktionærer eller ejerkreds, og alt overskud går til at lave flere og bedre koncerter. VEGA præsenterer cirka 350 koncerter årligt med 800 internationale og danske bands. Der er cirka 150 medarbejdere i VEGA, hvoraf de fleste er timeansatte. I den daglige drift og administration beskæftiger VEGA cirka 22 årsværk.
Læs mere på vega.dk eller Facebook.com/vegacph
- Afdeling
- Communications
- Lokation
- VEGA
Om VEGA
VEGA er et spillested beliggende på Vesterbro i København. Hvert år præsenterer vi et bredt udvalg af koncerter og events med både internationale stjerner og nye talenter på vej. Med vores tre sale – Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar – skaber vi rammerne for unikke musikalske oplevelser, hvor kvalitet, nærvær og stemning er i centrum.
Som arbejdsplads er VEGA drevet af passionen for musik, fællesskab og kultur. Vi arbejder hver dag for at give publikum uforglemmelige oplevelser og for at være en professionel og inspirerende samarbejdspartner for artister, arrangører og kollegaer.